Vingaardens historie

Hist hvor vejen slår et sving … ligger Vingaarden.

Vingaarden anno 2010Vingaarden anno 2012

Denne omskrivning af en gammel sang kunne nok danne rammen for, hvad man i slutningen af 1860erne måtte have tænkt, da jorden i området den gang blev udstykket og solgt – og folk begyndte det møjsommelige byggeri af gårdene på dette rå og vindblæste område – Midtmarken.

Siden gården i 1872 stod indflytningsklar har den været i samme families eje. Der er gennem årene bygget til den oprindelige længe – som den gang for 140 år siden dannede udgangspunktet – således at gården knopskød og gennem knap 100 år.

 

Indtil midt i 1990erne – hvor den sidste ko blev solgt og gårdens stalde gradvist blev helt tømt for dyr – dannede gården rammen om familiens liv i nu fem generationer. Fra et lille husmandssted dér i slutningen af det 19 århundrede og videre byggede man – mens Ærøs unge mænd i stor stil måtte udvandre til fremmede og fjerne egne som Sydafrika, Australien og ikke mindst Amerika – længe på længe på ejendommen, således, at husmandsstedet blev til en gård. Den største i nærområdet.

I 1960erne dukkede et bronzealderskelet op under pløjningen af en af gårdens marker.Mandskab fra nærmeste museum i Rudkøbing hidkaldtes og udgravningen kunne tage sin forsigtige begyndelse. Så blev det frokost. Brødet blev indtaget på det nærliggende dige med udsigt til udgravningen og benstumperne fra den gamle mand.

Skelet fra bronzealderen

Gårdens hund slog et slag forbi, blev klappet lidt og fik måske en ende brød af de venlige folk fra museet. Så fik hunden øje på udgravningen og de stumper af ben – kødben – som stak op af jorden. Hurtigere end nogen kunne nå at forhindre det var hunden nede i udgravningen og af sted med byttet: en meget velbevaret og lang lårbensknogle. De to museumsfolk var hurtigt på benene – men lige lidt hjalp det: Hunden var vaks og snart var den og det mange århundrede gamle lårben væk. Hunden kom tilbage, men benet blev aldrig fundet.