Ærø’s historie

Ærøboerne er ikke ens fra lokalitet til lokalitet. Der er væsentlige kulturelle og sproglige forskelle. Dette er med til at gøre Ærø til et varieret og spændende sted. Rent landskabsmæssigt byder øen på store variationer, og frem for alt er øen forblevet en ø.

Så længe klimaet har tilladt bosættelse på disse breddegrader, har der boet mennesker på Ærø. Nogle af de tidligste spor efter mennesker her i landet er således fundet på øen. Da istidens enorme ismasser krøb væk fra landet, og det knugede landskab kunne begynde at strække sig ud og ånde frit igen, fik den livgivende sol efterhånden plejet jordoverfladen så meget, at en spag bevoksning kunne spire frem. Denne bevoksning var lige sagen for rensdyr. Disse tiltrak selvsagt igen rensdyrjægere.

 
Badebroen i modlys Stranden m skrænt og sten

Dengang – for mere end 11.000 år siden – strejfede der således en horde jægere rundt her i nabolaget, og som et bevis på deres tilstedeværelse og som en hilsen til en senere tid har disse mennesker nedlagt et depot af pilespidser. Senere slægter har fremdraget disse – og fundet ligger i dag på Marstal Søfartsmuseum og vidner om, at øen har dannet ramme om menneskers tilværelse gennem årtusinder.

Et dusin gravhøje rundt på øen fortæller os det samme. Når her til føjes, at disse stengrave blot er et lille bitte udsnit af de mindst 250 ærøske gravhøje, man har konstateret, er dette en melding om, at øen altid har været en relativ tæt befolket lokalitet. Et andet synligt tegn på aktiviteter er øens voldsteder. Disse forsvarsanlæg, hvoraf nogle er anlagt i 1100-tallet, er opført til værn mod venderne, der opererede ud fra deres hjemegn, den tyske nordkyst. Venderne, der i øvrigt selv blev trængt syd fra, foretog plyndringstogter især i den sydlige del af riget med en sådan ihærdighed, at mange egne henlå øde. Beboerne blev udplyndret, brandskattet og slået ned for fode, hvis de ikke makkede ret. Mange blev taget som slaver, og byer blev brændt af. Kun få steder magtede man ordentlig modstand.

Nogle steder slog venderne sig ned og blev boende, hvad forskellige stednavne lader ane. Her på Ærø mener man, at Vindeballe er anlagt af disse påtrængende tilflyttere. Endnu nogle år efter at borgen Arkona på Rygen, hvor guden Svantevits tempel lå, var faldet efter Valdemar den Store og biskop Absalons sejrrige togt 1167, angreb venderne gang på gang det sydlige Danmark. På det tidspunkt havde Ærø imidlertid voldstedet ved Søbygaard, og fra en senere dato, første halvdel af 1300-tallet, det store nu totalt udslettede borganlæg ved Gråsten Nor ned for Trappeskov og ved et tredje nor, nemlig Stokkeby Nor, lå der også en befæstning. Ærø lå ret udsat og måtte derfor befæstes. Denne kendsgerning gjorde, at kongemagten engagerede sig i stedet her, og fra dette tidsrum er det sandsynligt, at størstedelen af Ærø blev kongens privateje.

At Ærø eller store dele heraf var kongens privateje fik mærkbare følger for øen. Kongen kunne nemlig frit disponere over sådanne lokaliteter. Han kunne f.eks. skænke stykker af privatejet bort, landstykker kunne arves af forskellige slægtninge o.s.v. i modsætning til kronegods, der tilhørte den til enhver tid siddende konge. Der var altså mulighed for at jonglere med Ærø – og den mulighed blev udnyttet. Allerede en snes år efter Svantevits omhugning fik en ven af Valdemar en god bid af øen, dog kun for en kortere periode, idet de tidligere venner ragede uklar. Mere langvarig var overgangen til de brandenburgske markgrever, hvor øen gik med som medgift 1232. Brandenburgerne anlagde byer i deres distrikter og sandsynligvis er det dem, der har anlagt Ærøskøbing i midten af 1200-tallet.

Byens grundplan er magen til byerne, som brandenburgerne samtidig anlagde i Nordtyskland. Brandenburgertiden ophørte, da Laurids Jonsen – en af kongens riddere – fik øen 1315, og fra 1331, da grev Gert overtog øen, og frem til 1864 var Ærø det meste af tiden under hertugdømmerne – først under hertugerne og senere under den kongelige del af hertugdømmerne. Der er nok her grund til at nævne, at dette var ensbetydende med, at Ærø var under dansk flag hele tiden. Øen har aldrig været under tysk flag, ej heller efter 1864, hvor vor naboø Als blev overtaget af tyskerne.

Ærø var fortsat under forskellige herrer, og det vil være for vidtgående, at nævne hele flokken. En ting der imidlertid fik vidtrækkende følger for øens udvikling, var delingen 1634 i fire dele, der året efter gik over i en tre-deling, der trak lange kølvandsstriber efter sig. De mest mærkbare ændringer for øen efter opspaltningen til tre forskellige hertuglinier var Ærøskøbings handelsmonopols sammenbrud, skønt øens købstad havde fået lovning på at privilegierne skulle fortsætte. Østenden og vestparten af øen fik nu lejlighed til at deltage i handel og søfart.

Det var først og fremmest Marstal, der udnyttede chancen. Her på øens østende i læ af Eriks Hale boede en ikke ubetydelig fiskerbefolkning i en naturhavn med naturligt løb til Østersøen. Hertugen, der havde fået denne del af øen, lod forpagteren af sin gård, Gudsgave, sælge landbrugsprodukter til Marstals fiskere. Handelen foregik i begyndelsen med stedets egne produkter, som man afhændede dels i kongeriget dels i hertugdømmerne, hvortil man havde let adgang gennem et løb ud til Østersøen, der har været medårsag til byens opståen. Dette løb er fortsat af stor betydning og i takt med tidernes udvikling mod større skibe, er løbet nu uddybet.

De særdeles aktive marstallere var imidlertid tit på kant med loven. Dels skulle al handel jo rettelig gå over de privilegerede købstæder, dels var man nødt til at drive smughandel. Hvad det første angår så var det nemt at omgå købstæderne, der ofte i kraft af deres monopoler var dyre at handle med. Bønderne var naturligvis villige til at overtræde disse bestemmelser, der var til økonomisk ugunst for dem. 

Følgelig brokkede ikke blot Ærøs købstad, men også andre byer sig over marstallernes handel, således indsender på et tidspunkt samtlige Lolland-Falsters købstæder klage over disse formastelige skippere.

Virkningerne var også mærkbare, Marstals flåde voksede eksplosivt, og i takt hermed faldt andre byers tonnage. Hvad smughandelen angår, ja så var man vitterlig pisket til at ty til denne, hvis man ville drive handel og skibsfart. I disse år var Ærø nemlig i så henseende et stedbarn. Dette skyldtes at Ærøskibene blev anset som tilhørende kongeriget, når de kom til hertugdømmerne, og omvendt i kongeriget blev de anset for hertugdømmeskibe, og dette vel at mærke i toldmæssig og havneafgiftsmæssig henseende. Dette vil sige, at i indenrigsfart stod de langt ringere stillet end hollænderne, der havde kontrakt på at sejle på lige fod med danske skibe. Skulle de overholde love og bestemmelser, havde de med andre ord ingen eksistensgrundlag. Derfor er det helt naturligt, at smughandel var en anerkendt og accepteret levevej! Disse uretfærdigheder blev først omstødt i 1729 for enderne af øen, idet Søbygaard og Gudsgave len da overgik til kongen, mens den midterste del af øen først kom med i 1750. Her udnyttede marstallerne igen den fortrinsstilling, de fik ved at være anerkendt som fartøjer under kongeriget en snes år, før øens købstads skibe kunne sejle under de samme betingelser.

1750 så Ærø betydelig anderledes ud end i dag. Gårdene lå samlet i landsbyer som fra Arilds tid, og jorden blev drevet efter gammeldags uhensigtsmæssige metoder, der ikke kunne leve op til, hvad man ellers præsterede i landbrugsmæssig henseende rundt i riget. Øens bønder var i øvrigt også blevet stærkt forarmet under svenskekrigen i 1658-59, hvor de svenske besættelsestropper havde udnyttet og plyndret på det groveste. Det var en katastrofe, som det tog mange, mange år at komme over. På det tidspunkt var det meste af den gamle ærøske skov omhugget, også i det skovrige Gudsgave distrikt, men hvad der stod tilbage, bl.a. en skov på Vejsnæs, huggede svenskerne om til brænde. Tømmer fra bygninger brugte de også uhæmmet til formålet, så det var et ruineret landskab, de efterlod sig. 

Hoveriet ophæves
En stor del af landbrugsjorden, nemlig 1750 tønder land, blev drevet af de fire godser gennem hoveripligt. I 1750′erne begyndte regeringen imidlertid at skille sig af med disse foretagender.

På Ærø blev godserne opspaltet i småparceller på nær et par få større gårde. Disse jordlodder kunne lejes af lokalbefolkningen, således at forstå at de blev solgt mod en årlig afgift – en form for afbetaling. 1767 blev godserne Gråsten og Voderup nedlagt og solgt, og gårdene nedrevet. Samme år var Gudsgave nedbrændt, og jorden blev udstykket 1768. 1772 fulgte endelig Søbygaard med.

Samtidig bevirkede landboreformerne en omrokering af landbruget, mange gårde flyttedes ud, og de nye ordninger gav mulighed for, at øen kunne brødføde en større befolkning. Ved en deklaration af 10. januar 1787 skænkede kongen samtlige øens fæstegårde til fæsterne som fri ejendom! De gunstige forhold for handel og søfart op mod århundredskiftet bevirkede fremgang for især Marstal og Ærøskøbing, der begge udvidede flåderne. Ærøskøbing var som nævnt anlagt af brandenburgerne med torv og kirke i byens centrum. Byen fik igennem årene bygget smukke huse bl.a. til byens mere velbjærgede købmænd samt til embedsmændene. Øens embedsstand var nemlig i stor udstrækning placeret i øens købstad. De smukke solide og utroligt velbevarede huse fra dengang har fået lov til at overleve, og mange af dem er fredet i dag.

Anderledes var byplanen eller rettere manglen på samme i det stærkt ekspanderende sømandssamfund på øens østende. Havnen, der er basis for et samfund af søfarende her, var og er centrum for byen. Havnen, der er beskyttet af sandtanger og grunde, var endnu i slutningen af 1700-tallet tilstrækkelig i størrelse, som den var serveret fra naturens hånd, og man lod den skøtte sig selv. Men antallet af hjemmehørende skibe voksede, og et behov for at forbedre havnefaciliteterne trængte sig på, og 1825 gik man i gang med at udbedre naturhavnen. Via et kolossalt frivilligt arbejde opførte søfolkene i de følgende mange år en imponerende kampestensmole til yderligere beskyttelse af havnen, og havnen udbyggedes med havnepladser og kajanlæg på landsiden. Byens huse blev anlagt langs gangstierne og gader, der førte op fra havnens anløbsbroer. Efterhånden som byen voksede, blev der anlagt tværgående ringveje omkring byen. Byens trange pladsforhold bevirkede at husene ofte blev anbragt hulter til bulter. Her er ingen bevaringsværdige enkelthuse, men Marstal udmærker sig ved sin brogede, uciviliserede, farveglade charme.

I søfartsmæssig henseende stod Ærø stærkt. Omkring 1850 var øens handelsflåde på fode igen efter de sløje år efter Napoleonskrigene. Krigen 1864 bevirkede et omslag for den del af øens søfart, der var beskæftiget i Østersøområdet. 1864 blev de ældgamle forbindelser med Hertugdømmerne og Sønderjylland kappet. Øen blev nu endelig en fast del af Kongeriget igen, og Hertugdømmerne blev udland. Den omfattende skibsfart i bunden af Østersøen led hermed et knæk. Dette stækkede imidlertid ikke øens søfart. Tværtimod blev blikket nu rettet udad, større skibe anskaffedes, og skonnerternes færd ud på de syv have greb om sig.

Jagten, det lille etmastede buttede fartøj, der op til nu havde været næsten eneherskende, blev gradvis erstattet af tomastede skonnerter og skonnertbrigger, og jagterne selv blev forlænget og blev omtaklet til galeaser, tomastede skibe. Fra 1880′erne gik man et skridt videre og satsede på tremastede skibe. Barkentinere blev sat ind på Sydamerikafarten, og det karakteristiske marstalske jagtbyggede skrog blev hyppig gæst i verdens havnebyer. Værft efter værft blev anlagt, således at der på et tidspunkt var otte af slagsen, alene i Marstal.

I Ærøskøbing var flåden kulmineret i 1850’erne med omkring 90 skibe, og i 1890′erne kulminerede Marstalflåden med et antal af godt 340 sejlskibe. Der var fart over feltet og optimismen varede ved, indtil den med et brag blev knust af første verdenskrig, der høstede 53 søfolk og 42 skibe fra Marstal. Mellemkrigstiden var en bestandig kamp for at overleve. Sejlskibene blev fortrængt fra plads efter plads. Kun den risikofyldte New Foundlandsfart var for ugæstfri og uøkonomisk for de fremfusende dampskibe – endnu. Her sejlede en stor del af tre- og tomastede skonnerter med fiskeladninger ud fra den vidtstrakte Labradorkyst og New Foundland. De små skonnerter og deres besætninger blev bedre kendt her, end det land de kom fra. Mange af de over 100 Marstalskonnerter, der i perioden fra århundredeskiftet og frem til først i 1930′erne trodsede Nordatlantens bølger i længere eller kortere perioder, blev havets rov. Naturens hugst i sømandsstanden var dog kun for småting at regne imod, hvad mennesket kan præstere. Anden verdenskrig tog over 80 af øens søfarende hovedsagelig fra Marstal og omegn.

Trods disse hårde anslag formår stedet fortsat at hævde sig i søfartsmæssige sammenhænge. Mere end en femtedel af den danske coasterflåde er i dag hjemmehørende i Marstal. En af landets to navigationsskoler ligger i Marstal som en af grundpillerne for sømandssamfundets og søfartskulturens fortsatte eksistens, der er af så vital betydning for hele Ærøs fortsatte udvikling.

(kilde: Erik Kromann)

Ærø 2011:

Marstal er øens vigtigste handels- og søfartsby med mange forretninger og en navigationsskole, som gennem mere end hundrede år har uddannet navigatører til den danske handelsflåde. Søfarten er stadig en vigtig del af byens erhvervsliv med Danmarks største coasterflåde (ca. 50 fragtskibe). Der er flere rederier, træ- og stålskibsværfter, anløbskajer for charterskonnerter, fiskerihavn, færgehavn med færgeforbindelse til Rudkøbing og bådforbindelse til Birkholm

Marstal Fjernvarme har siden 1996 og indtil 2001 været kendt for at have verdens største termisk-solfangeranlæg. Solen stod dog kun for 15% af forsyningen, mens den øvrige forsyning var baseret på spildolie. Anlægget blev i december 2002 udvidet med yderligere 10.000 m2 solfangerpaneler og har dermed genvundet sin mangeårige position som verdens største solfangeranlæg til fjernvarme, og solen står nu for 30% af forsyningen.

Marstal Navigationsskole startede undervisningen af søfolk i 1860. Skolen har ca. 150 elever som undervises i følgende katogorier:
Uddannelse af navigatører til handelsflåden – dvs. skippere og skibsførere. HF-søfart, som er en ungdomsuddannelse, der kombinerer en grundlæggende søfartsskole med en HF-uddannelse.
Østersøens Idrætsefterskole  er en fri skole for unge på 10. årgang med tæt tilknytning til højskoletanken. Der er 62 elever i tre 10. klasser. Der undervises i dansk, matematik, engelsk, fysik og tysk på FS-10 niveau, og i liniefagene windsurfing, sejlads, fodbold, håndbold volleyball og vandsport.
VUC FYN Ærø. På VUC i Marstal, der har til huse i nye bygninger, er det muligt at læse en fuld 2-årig Hf. Udover de obligatoriske fag, er der et stort og varieret udbud af valgfag fra C- til A-niveau som for eksempel matematik, kemi, engelsk, erhvervsøkonomi og meget mere. Desuden har VUC den særlige HF-søfart i samarbejde med Marstal Navigationsskole. VUC er, sit navn til trods, primært en ungdomsuddannelsesinstitution med ca. 200 elever.

Langs havnen finder man et charmerende miljø med coastere, joller og en stor lystbådehavn. Havnemolen med den gamle kalkovn giver læ for østenvinden, bygget til formålet af skippere og bønder i 1825. Der er mange restauranter og cafeer i de hyggelige gader og stræder. Desuden findes Marstal Søfartsmuseum med mange minder fra Marstal by og dens søfartsliv. Der er campingplads, vandrerhjem og hoteller. Man kan besøge stranden (syd for byen) på Eriks Hale med de maleriske badehuse.

Kendte Bysbørn
Carsten Jensen, forfatter. Har skrevet romanen “Vi, de druknede” (2006) om byen.
Erik Kromann (1946-) Museumsinspektør på Marstal Søfartsmuseum, forfatter, politiker, medvirkende i flere tv-programmer

Ærøskøbing
Ærøskøbing er en by på Ærø med 974 indbyggere (2010) [1] og samtidig sognebyen i Ærøskøbing Sogn. Byen er hovedsæde for Ærø Kommune som er en del af Region Syddanmark. Ærøskøbing havn ligger i læ bag Dejrø og Urehoved.
Ærøskøbing Sygehus har en medicinsk/kirurgisk afdeling, som tager sig af en række basisopgaver for Ærøs befolkning. Hvis der er behov for mere specialiseret indsats henvises patienterne til behandling i andre afdelinger af det fynske sygehusvæsen. Byens lægeklinik er placeret på sygehuset, hvilket giver mulighed for et tæt samarbejde mellem sygehuset og de praktiserende læger. Byen har kun få industrivirksomheder, men mange servicevirksomheder og og håndværksfirmaer.
2003 var 13 % beskæftiget med landbrug og fiskeri, 16 % med håndværk og industri, 24 % med handel og transport og 47 % med administration og service.,

Ærøskøbing Kirke er opført 1756-58 og afløste en gammel middelalderkirke.
Ærøskøbing blev sandsynligvis anlagt son landsby mellem 1235 og 1320 da Ærø tilhørte markgreverne af Brandenburg. Det officielle fastsatte årstal for byens grundlæggelse er 1250, blandt andet på grundlag af kirkens døbefond.
1522 fik byen eneret på hele øens handel, men havde problemer med at håndhæve sine privilegier på grund af konkurrencen fra øens mange ulovlige havne.
1634 mistede byen sit handelsmonopol, men opnåede til gengæld en omfattende handel og søfart med både Hertugdømmerne, Østersøens havnebyer og Norge.
Ærøskøbing blev sandsynligvis købstad under kong Christian 1. i tiden mellem 1448-76. Beliggenheden ved en naturhavn var grunden til at søfart og handel var de erhverv, man levede af udover landbruget i baglandet.
Den 22. april 1629 brød en stor brand ud i Ærøskøbing, den lagde 44 gårde og huse øde, deriblandt rådhuset. Derfor er der ingen huse tilbage fra Ærøskøbings tidlige tider. I 1665 bestemte hertugen, at de ældre huse måtte beholde deres stråtage, men at alle nye huse skulle have tegltag. En brønd på torvet, i midten af byen, blev anlagt efter branden, dette var sammen med 2 andre brønde, byens offentlige vandforsyning indtil 1952.
1702 blev det forbudt at bruge gaden til møddingsplads og der blev pålagt borgerne at brolægge gaderne og en gang ugentlig at rense gaderne.
I 1634 blev Ærøskøbings opland indskrænket til kun at omfatte en del af øen, men byen fik til gengæld en blomstrende søfart med betydelig handel med både Hertugdømmerne, Østersøbyerne og Norge.
I 1700-tallet blev Ærøskøbing-sejlskibene kendt viden om. Efter at Ærø kom tilbage til Danmark
1864, var byens storhedstid som søfartsby på retur, og indbyggertallet begyndte at dale.
I 1900-tallet blev der oprettet nogle mindre rederier og industrivirksomheder. I nyere tid er turismen byens vigtigste indtægtskilde, mens den industrielle udvikling stagnerer.

Kronologisk oversigt
1629 brændte rådhuset og 1634 skænkede hertug Philip byen en grund midt på Torvet og et nyt rådhus blev bygget. 1778 blev der på samme grund bygget et nyt rådhus, som blev nedtaget
1863.
1750 var ca. 50 fartøjer hjemmehørende i Ærøskøbings havn og man handlede bl.a. med Norge og Hertugdømmerne.
1778 Ærøskøbing er “en liden stad på øen Ærø”, som hører under hertugdømmet Slesvig. Har en god havn, som bedækkes af den der lige overfor liggende lille ø Dejrø. Kirken, hvortil er to præster, står under biskoppen af Fyn. Magistraten består af 1 borgmester og 2 rådmænd, hvoraf den ene er rådstueskriver. Kilde: Hans Holk: Provincial-Lexicon over Dannemark.
1855 begår storkøbmand C.C. Hinrichsen (fra Ærøskøbing) bedrageri og går fallit og 40 af Ærøs mest agtværdige borgere rives med i faldet
1892 indvies Ærøskøbing Sygehus
1931 bygges en færge og lystbådehavn, og byen fik mulighed for at laste togvogne, som derefter blev sejlet til Svendborg.
1966 mistede Ærøskøbing sine købstadsrettigheder
2000 fejres byens 750 års jubilæum. I 2002 får Ærøskøbing Europa Nostra prisen for bevaring af den europæiske kulturarv.

Personligheder:

Digterpræsten Anders Arrebo fødtes i Ærøskøbing i 1587

Turisme:
Øens lokale kulturhistoriske museum, Ærø Museum, Brogade 3-5 rummer samlinger fra købstads, søfarts og landbomiljø – herunder en kollektion af folketøj og legetøj. I haven bag museet er en købstadshave fra ca. 1920 genetableret.
Der er mange cafeer og restauranter, lystbådehavn, badestrand, campingplads, hoteller, pensionater og vandrehjem.
Kogehuset fra 1810 på havnemolen fungerede i gamle dage som kogested for sejlskibene i havn, da åben ild om bord på træskibene ikke måtte finde sted. 1850 fik det påmonteret et fyrhul, som viste fartøjerne til Ærøskøbing Havn. Omkring 1860 ophørte kogehuset som madkogningssted. Fra 2001 benyttes det renoverede ”Kogehus” af gæstesejlere, der nu har mulighed for at stå indendørs i tørvejr og tilberede aftensmaden.
Vesterstrand, Urehoved har en god badestrand og paralelt med den ligger der en række af små farverige træhuse. Husene ejes af private og går i arv fra generation til generation.
Hammerichshus var billedhuggeren Gunnar Hammerichs hjem i et velbevaret 1700-tals hus med en samling antikviteter og hollandske kakler. I kælderen på byens rådhus findes en samling af Hammerichs buster i gips. Gunnar Hammerich har også boet i Vestergade nr. 44, som i dag er fredet og fungerer som pensionat.
Byens tidligere fattighus huser Flaske-Peters samling. Peter Jacobsen (1873-1960) fortsatte med at bygge flaskeskibe helt frem til sin død. Det blev til mere en 1.700 flaskeskibe og 50 store modelskibe. Samlingerne omfatter også H.C. Pedersens fine træskærerarbejder samt en nyetableret opstilling af D/S ÆRØ´s kontor fra Ærøskøbing Havn med de mange færgemalerier af marinemaleren Hans Schøsler-Pedersen.
Ærøskøbing Bymølle er en orginal hollandsk vindmølle fra 1848. Møllen var i drift til 1957. Fra møllebakken er der udsigt til byen og det åbne landskab.
Læg mærke til porcelænskattene i vinduerne, der blev brugt som elskovssignal i gamle dage. Hvis katten i vinduet kiggede indad, var det et tegn til elskeren om, at manden var kommet hjem fra havet.

Muhammed på Ærø?
Muslimer besøgte Ærø allerede i vikingetiden, afslører fund af vigtig international handelsplads på en mark ved øens sydkyst. Et sensationelt fund af blandt andet arabiske sølvmønter og mønter fra Karl den Stores Frankerrige. Handelspladsen fra Vikingetiden lå ved datidens største internationale handelsrute og afslører, at der var muslimer på Ærø allerede i Vikingetiden.

Ærøboen Steen Agersø fandt ved et tilfælde 46 arabiske dirrhemer og ti frankiske mønter med sin metaldetektor på marken. Alene sidstnævnte øgede den samlede mængde af frankiske mønter fundet herhjemme med 25 procent – og det fra én enkelt plads.

- De første mønter fandt jeg, fordi jeg frøs og ville hente min jakke i bilen. Mens jeg skråede ned over marken, lod jeg detektoren søge, og så skete der pludselig noget, fortæller Steen Agersø, der efterfølgende inddrog sin faste makker Poul Andersen i eftersøgningen. De to har fundet mere end 300 genstande i alt.

Ifølge direktør Ole Grøn fra Langelands Museum valgte man at holde fundet hemmeligt for at undgå, at marken blev hjemsøgt at uindbudte amatørarkæologer, og den seneste uges afsøgning af den gamle handelsplads viser, at det var en god ide.

- I går, fandt vi for eksempel et meget fint lille metal-ansigt med sølvbelægning, og forleden en bronze-fibel, fortæller Ole Grøn.
Fundene stammer fra den tidlige vikingetid og består foruden mønterne af store mængder “brudsølv” til at handle med, metaldråber fra støbning, ornamenterede vægtlodder af bly og meget, meget mere. På nær de seneste fund er alt andet til registrering på Nationalmuseets danefæ-afdeling.

Et par hundrede meter vest for handelspladsen har museet tidligere udgravet forsvarsanlægget Sct. Alberts Kapel, og med det nye fund giver placeringen af voldanlægget pludselig meget bedre mening – et anlæg til beskyttelse af en rig markedsplads, der var et oplagt mål for røvere.

Museumsfolkene har grublet over, hvorfor der mon lå en så vigtig handelsplads på det sydlige Ærø, og ifølge Ole Grøn er en del af forklaringen uden tvivl de mange muslimske krige, der hærgede området ved Middelhavet i det 7. og 8. århundrede. Den deraf følgende lovløshed tvang de handelsrejsende til at finde alternative ruter fra det indre Middelhav og Sortehavet – op ad de russiske floder og ud i Østersøen. For at undgå turen nord om Jylland, sejlede man op ad Slien til Hedeby – og altså lige syd om Ærø. Fra Hedeby blev lasten transporteret over Jyllands fod og ud i Vesterhavet.

- Vi har ikke fundet rester af bebyggelse her på pladsen, så vi regner med, at strandmarkedet har mindet om det i Lundeborg, hvor man har brugt telte og lette boder – de rige bebyggelser, der har været knyttet til markedet, har ligget længere inde i landet – i sikkerhed for angreb fra havet, forklarer museumsdirektør Ole Grøn.